Artikel 1

Artikel 1

Elektriske installationer på maskiner

Det nye maskindirektiv 2006/42/EU

 

Det nye maskindirektiv har nu været gældende i en årrække, men alligevel bliver jeg ofte spurgt:

"Kan vi fortsat anvende DS/EN 60204-1:2006 , og forvente at de elektriske installationer på maskinen er i overensstemmelse med det nye maskindirektiv"?

 

Lovens krav til det elektriske udstyr findes i maskindirektivet.

Hvis der nogensinde har været tvivl om, hvilke krav der gælder for de elektriske installationer på maskiner, så er denne uvished fjernet. Det nye maskindirektiv slår fast med syvtommersøm, at det er maskindirektivet der er gældende lovgivning på området.

Det er i denne sammenhæng vigtigt at få frem, at det nu er Arbejdstilsynet, som er myndighed på området. Det er også vigtigt at påpege, at for de elektriske installationer på maskiner er det hele maskindirektivet, der er gældende. Det betyder, at udførelsen af de elektriske installationer på maskiner kræver et ualmindeligt godt kendskab til maskindirektivet.

 

Citat fra maskindirektivets bilag 1

1.Generelle principper

Maskinfabrikanten eller dennes repræsentant skal sørge for, at der bliver foretaget en risikovurdering med henblik på at fastlægge de sikkerheds- og sundhedskrav, der knytter sig til den pågældende maskine. Maskinen skal derefter konstrueres og fremstilles under hensyntagen til resultaterne af denne analyse.

Ved ovennævnte iterative (gentagne red.) risikovurderings- og risikonedsættelsesproces skal fabrikanten eller dennes repræsentant: Læs mere i ABEK 693

 

Der er altså ikke så meget at tage fejl af, - der skal udføres en risikovurdering, og risikovurderingen skal omfatte alle de operatører og udsatte personer, som skal anvende maskinen og omgå maskinen i hele maskinens levetid inkl. skrotningsfasen.

 

Citat fra Maskindirektivets bilag 1 del 1.1.1.d

 

d) »operatør«: den eller de personer, der opstiller, monterer, betjener, indstiller, vedligeholder, rengør, reparerer eller transporterer en maskine

 

En operatør skal kunne slå op i brugsanvisningen og læse præcist, hvorledes han skal udføre sin opgave.

En operatør er altså ikke bare den person der nusser rundt om maskinen i den daglige drift. Maskindirektivet definerer hele den gruppe af personer, der er listet under 1.1.1.d som operatører. Det betyder f.eks. at maskinfabrikanten i brugsanvisningen skal informere den operatør, der reparerer en maskine, hvorledes han udskifter en original reservedel - også elektriske reservedele.

 

Citat fra maskindirektivets bilag 1

1.1.2.b

b) Ved valget af de bedst egnede løsninger skal fabrikanten eller dennes repræsentant tage hensyn til følgende principper i den anførte rækkefølge:

 

  1. så vidt muligt fjerne eller mindske risiciene (integrering af sikkerheden ved konstruktion og fremstilling af maskinen),

 

  1. træffe de nødvendige beskyttelsesforanstaltninger mod de risici, som ikke kan fjernes,

 

  1. give brugerne informationer om de tilbageværende risici som følge af, at de trufne beskyttelses-foranstaltninger, er ufuldstændige, anføre, om en særlig uddannelse er påkrævet, og meddele, om personlige værnemidler er nødvendige.

 

Farereduktion ved tretrins - metoden.

Maskindirektivet er helt kontant i sin anvisning af mulighederne.

1                    Alle risici skal, så vidt det overhovedet er muligt, fjernes, så punkt 1 er opfyldt.

Hver gang man anvender en løsning, som ikke overholder punkt 1, skal risikovurderingsprocessen genoptages, og en uafhængig person skal vurdere om opgaven kunne være løst på en sikker måde.

 

2                    Hvis det ikke er muligt at fjerne alle risici anvendes punkt 2, og beskyttelses-foranstaltninger bringes i anvendelse.

Dette indebærer at risikovurderingen derefter skal genoptages for at afdække, om den valgte løsning alligevel kunne være erstattet af en sikker metode under punkt 1.

Her kommer begreber som uafhængige personer ind i billedet.

 

3                    Hvis metode 1 og 2 ikke er anvendelige, må man ty til metode 3 med skiltning og uddannelse. Dette er jævnfør maskindirektivets bestemmelser den dårligste løsning, og den efterfølgende risikovurdering skal fastslå, om metoderne under punkt 1 og punkt 2 kunne være anvendt. 

Den endelige validering af risikovurderingen skal foretages af en uafhængig person.

 

Maskindirektivets krav til risikovurderingen gælder for alt udstyret på maskinen. For at der ikke skal herske nogen tvivl om kravene til det elektriske udstyr, er der i afsnit 1.5.1 i Bilag 1 foretaget en nærmere forklaring

 

Citat fra Maskindirektivets bilag 1 del 1.5.1

 1.5. RISICI, DER SKYLDES ANDRE FARER

1.5.1. Elektrisk energi

Når maskinen er elektrisk drevet, skal den være konstrueret, fremstillet og udstyret således, at enhver form for fare i

forbindelse med elektricitet er forhindret eller kan forhindres.

Sikkerhedskravene i lavspændingsdirektivet finder anvendelse på maskiner. Kravene vedrørende

overensstemmelsesvurdering og markedsføring og/eller ibrugtagning af maskiner, for så vidt angår fare i forbindelse med elektricitet, er dog udelukkende omfattet af nærværende direktiv.

 

Det er altså tilladt at anvendes materiel i overensstemmelses med Lavspændingsdirektivets bestemmelser, og der må også anvendes sammenbygninger i overensstemmelser med dette direktiv, under forudsætning af, at de tilfredsstiller kravene i risikovurderingen. Det er maskinfabrikantens pligt at foretage en risikovurdering for at fastslå, om en given komponent eller sammenbygning tilfredsstiller de samlede krav til det elektriske udstyr på den givne maskine.

Sikkerhedsrelaterede betragtninger vedrørende maskinens sikre drift er et lige så stort emne, men falder uden for rammerne denne artikel

 

Citat fra Maskindirektivets bilag 1 del 1.6.3

1.6.3. Adskillelse af energikilderne

Maskinen skal være forsynet med anordninger, der gør det muligt at isolere den fra alle energikilder. Disse anordninger skal være tydeligt markeret. De skal kunne aflåses, hvis gentilkobling kan indebære en fare for personer. Anordningerne skal også kunne aflåses, når operatøren ikke fra ethvert af de steder, han har adgang til, kan kontrollere, om energien stadig er afbrudt.

 

Hvis der er tale om en elektrisk maskine med strømtilførsel via stikkontakt, er det tilstrækkeligt at trække stikket ud, forudsat at operatøren fra ethvert af de steder, han har adgang til, kan kontrollere, at stikket fortsat er trukket ud.

Efter frakobling skal al restenergi eller oplagret energi, der kan være tilbage i maskinens kredsløb, kunne bortledes uden fare for personer.

 

Ved service og reparation af maskiner er det vigtigt, at operatørerne som de er beskrevet i Bilag 1.1.1.d kan betragte maskinen som koldt jern. Det betyder, at maskinen skal kunne adskilles fra alle sine energikilder, og der skal være styr på alle resterende energier.

 

Citat fra maskindirektivets Bilag 1 del 1.5.4

1.5.4. Monteringsfejl

Fejl ved montering eller genmontering af visse dele, som kan medføre risici, skal umuliggøres ved konstruktionen og

fremstillingen af disse dele, og hvis dette ikke lader sig gøre, ved informationer, der anføres på selve delene og/eller

indbygningsenhederne. De samme informationer skal være anført på de bevægelige dele og/eller deres indbygningsenhed, når det er nødvendigt at kende omdrejningsretningen for at undgå en risiko.

Brugsanvisningen skal i givet fald indeholde yderligere informationer om disse risici.

Hvis fejlagtig tilslutning kan indebære en risiko, skal forkert samling umuliggøres ved selve konstruktionen, og hvis dette ikke lader sig gøre, ved information på de elementer, der skal forbindes og, hvor det er hensigtsmæssigt, på fastgørelsesmidlerne.

 

Dette afsnit gælder også og i særdeleshed for det elektriske udstyr.

Det er altså en kombination af risikovurdering, opmærkning og oplysning i brugsanvisningen, som skal afgøre om ledninger skal have numre og på andre måder opmærkes.

Men afsnittet har langt større rækkevidde. Brugsanvisningen skal indeholde alle de oplysninger, som reparatøren (nævnt under MD bilag 1.1.1.d) skal bruge, for at han sikkert kan udskifte en original reservedele af enhver art, - herunder også elektriske reservedele.

Under alle omstændigheder gælder tretrinsmetoden i maskindirektivets bilag 1.1.2.b

 

Citat fra Maskindirektivets artikel 2 og Arbejdstilsynets Bekendtgørelse 612 kapitel 2

§ 21. Når en maskine er fremstillet i overensstemmelse med en harmoniseret standard, hvis reference er blevet offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende, formodes maskinen at være i overensstemmelse med de væsentlige sikkerheds- og sundhedskrav i bilag I, der er omfattet af den pågældende standard.

 

Anvendelse af EN 60204-1

EN 60204-1 er normativ reference standard til så godt som alle produktspecifikke standarder, for så vidt angår den elektriske installation på maskinen. Det betyder, at hvis man kan finde en løsning i EN 60204-1 på et give elektrisk problem, så har man til en vis grænse ret til at formode overensstemmelse med maskindirektivet for dette specifikke problemsæt.

Hvis der ikke findes en C standard for en given maskinen, har designeren mulighed for at samle en håndfuld A og B standarder og på den måde løse hver problemstilling for sig under opfyldelse af resultatet af risikovurderingen. Her indgår EN 60204-1 på lige fod med de andre B standarder.

 

Det er valideringsprocessen, der skal afgøre, om det elektriske udstyr på en maskine er i overensstemmelse med maskindirektivets bestemmelser på området.

Flere kurser på denne hjemmeside sætter maskinfabrikanten i stand til at foretage de reigtige vurderinger.
Kurserne kan afholdes på virksomhederne eller som åbne kurser.